Den rygmarv begynder ved bunden af hjernen og strækker sig ind i bækkenet. Mange af nerverne i det perifere nervesystem, eller PNS, forgrener sig fra rygmarven og rejser til forskellige dele af kroppen.
Oplysninger fra sanserne rejser gennem nerverne i PNS til rygmarven og derefter til hjernen til behandling, og kommandoer fra hjernen kører ned gennem rygmarven og derefter til den passende del af PNS, hvor nerver transporterer instruktionerne til passende kropsdel, hvor handling er nødvendig.
For at lette denne proces er rygmarven opdelt i to slags stier, der kaldes kanaler. Stigende kanaler fører sensorisk input fra kroppen til hjernen, og faldende kanaler fører kommandoer fra hjernen ned til specifikke væv og organer.
Rygmarven er også vigtig for refleksfunktion. Reflekser er kroppens måde at håndtere stimuli på, som kræver en øjeblikkelig reaktion. For eksempel at ryge væk fra noget varmt eller skarpt er en reflekshandling. Det sker straks, fordi instruktioner kommer fra rygsøjlen (snarere end hjernen) for at undgå skader.
Rygmarven har ligesom hjernen to hovedlag af beskyttelse. Først er ryghvirvlerne i rygsøjlen, og under disse er der tre lag med sej membran kaldet hjernehinderne.
De meninges omgiver både hjernen og rygmarven og er fyldt med en væske, som benævnes cerebrospinalvæske. Væsken har flere funktioner, og en af dem er stødabsorption.
Rygmarven kan lide fysisk skade, der kan hæmme eller endda stoppe kommunikationen mellem hjerne og krop. Hvis rygmarven er skåret, afskæres den del af kroppen under skaden fra hjernens kommandoer, hvilket forårsager lammelse.
Rygmarven kan også blive ramt af sygdom eller lidelse. Blandt disse er fødselsdefekten spina bifida, som er den ufuldstændige udvikling af centralnervesystemet, inklusive rygsøjlen. Dette kan påvirke bevægelsen af benene, ufuldstændig fornemmelse eller tab af blærekontrol.
Rygmarven kan også beskadiges af tumorer. Uanset om kræftformet eller godartet, kan de lægge pres på ledningen og forringe sensorisk eller motorisk funktion.
